Første Steg nr. 4-2014

ERIK SIGSGAARD HILSER LESERNE I ANLEDNING 10 ÅRS JUBILEET

Ombørn og unges NEJ – Farvel til lydighedskulturen

Det er vigtigt for et samfund, et fællesskab, at kunne sige nej, for hvor er ellers dets suverænitet? Det er vigtigt for et menneske at kunne sige nej, for hvor er ellers dets integritet?

er altså: Børn siger nej, fordi de harmis- tet hverdagslivets fællesskaber og deres mulighed for at færdes frit. Men dette svar og denne forståelse findes ikke i den offentlige debat og den pædagogiske diskurs. Dér opfatter man typisk børn som enkeltstående individer, som staten så anbringer sammen i institutioner, for at de kan opleve fællesskab og blive «sociale», ikke som løsrevne dele af et sønderrevet kooperativt liv. Børn kan som andre mennesker kun tænkes og forstås i dialogisk samspil med andre. Samfund, hvor det organiske, funktio- nelle fællesliv fortrænges af staternes fremmedorganisering, holder gradvis op med at fungere som samfund, og men- neskene isoleres som konkurrerende enkeltindivider. Særlig børnene lider under tabet af fællesskabet – endog uden egentlig at have kendt det, og en stigende andel af demfår alvorlige problemer, nu så mange, at de må forsøges tryllet væk ved at omskrive demtil «udfordringer». Men dette erkendes som sagt ikke. Hvis et barn stritter imod, siger nej, slår fra sig eller slynger skældsordmod lære- ren eller pædagogen, så siger man ikke: «Det er da klart, han/hun er jo blevet anbragt her uden at have ønsket det, kan ikke bevæge sig frit omkring, ikke arbejde med, ikke lege løs.» I stedet rettes det kritiske søgelys mod barnet: Han er grænsesøgende, hun vil aldrigmed, han slår. Man forsøger at

mellem det, voksenverdenen gør ved børnene, og det, den ønsker af dem, når de vokser op, er temaet for min bog Om børn og unges NEJ – Farvel til lydighedskulturen .

Det er vigtigt for et barn i dets afhæn- gighed, at dets nej bliver hørt, set og for- stået. Bliver barnets nej hørt og voksnes nej respekteret, vil samfundet bestå af myndigemenneskermedmod til at sige nej og styrke til at sige ja. Formlen for et bæredygtigt samfund? I hvert fald et ideal, værd at arbejde og leve for. Forestil dig, at dit barn eller din tidli- gere elev siger nej til at deltage imobning på arbejdspladsen, har styrke til at afvise seksuel chikane, tør sige nej, også når alle andre siger ja. De fleste ville blive glade for det. Nej’et til at følge flokken, fordi de er de fleste, modet til at afvise overgreb, nej’et til at udelukke eller skade og for- følge dem, der opleves som anderledes, alt det er centralt i opbygningen af åbne fællesskaber og demokratiske samfund. Man kunne derfor forestille sig, at man i opdragelse og uddannelse satte alt ind på at støtte børn i at sige nej. Men tværtimod kræver man oftest af børnene, at de lydigt skal sige ja til vok- senverdenens præmisser og krav. Og hvis de siger nej, risikerer de eksklusion eller sanktioner. Eller at blive betegnet som børn «med udfordringer». Dette tilsyneladende misforhold

MENHVADERDET, BØRN OGUNGE SIGERNEJ TIL?

Når de bliver pludselig afbrudt i deres intense optagethed, siger de nej. Når voksne skælder ud, bebrejder eller kræver, siger de nej. Når de bliver sat til noget, de ikke vil eller tør, sætter de sig til modværge og siger nej. Det er alt sammen krænkelser af barnets og den unges vilje, integritet og selvbestemmelse. Men er der også nej’er, der stikker endnu dybere? Siger nogle børn ligefrem nej til denmoderne barndom? By og land tømt for det brogede liv. Tømt for børn, for gamle, for dyr, for arbejdende men- nesker. Livet der er gået indenfor og har lukket døren. At færdes frit uden overvågning, at se på voksne, der er i gang, at hjælpe til og at gøre egne erfaringer. Mon alt det kan tages fra børn, uden at de reagerer, kæm- per imod og siger nej? Det er utænkeligt. Ethvertmenneske vil kæmpe imod, hvis det berøves sin frihed. Det enkleste svar

44 | første steg nr 4 | 2014